Hvorfor er biomekanik og vævsbiologi vigtig viden i yoga?

Er det overhoved vigtigt at vide noget om anatomi, bevægelse, vævs- og biomekanik når man dyrker eller underviser yoga?

I vores fokus på yogaens mentale og åndelige fordele glemmer vi nogle gange, at hver eneste bevægelse eller stilling, selv når vi strækker os stille og roligt, påvirker og udfordrer kroppens mange væv og celler.

Der er betydelig forskning, der understreger de positive mentale sundhedsaspekter ved yoga og bevægelse generelt, og disse bør bestemt ikke undervurderes. Ikke desto mindre må vi erkende, at vi stadig opererer inden for de fysiske love, som universet dikterer.

Uanset om vi sidder i en sofa, praktiserer yoga eller vandrer udendørs, skubber og trækker vi i vores krops celler, herunder muskelvæv, sener og nerveceller. Og kroppen ændrer sig i forhold til det vi gør.

Vi kan stadig drage fordel af de mentale aspekter ved yoga, selv når vi anvender en forståelse for kroppens biologi og biomekanik i vores praksis og undervisning. Hvis vi forsømmer at kombinere de to elementer, risikerer vi at forårsage uønskede konsekvenser, da vi ikke fuldt ud forstår, hvordan vi påvirker vores kroppe, nervesystem og sind.

Aktiv Hanumanasana

Manglende kropsbevidsthed kan betyde smerter og skader
En krop, der bruger udstrækning som den hovedform for "træning", opretholder/forbedrer ikke stabilitet, styrke eller kontrol over den øget bevægelse der skabes. Det skyldes, at passiv udstrækning IKKE forbedrer den proprioceptive sans (=kropsbevidsthed), som er evnen til at opfatte og forstå kroppens position og bevægelse, og det kan endda forårsage et TAB af proprioception. På trods af at der typisk reklameres med at man får “dybere kontakt til kroppen” når man mærker et stræk.. Det er desværre lyv..

Hvis du ikke gør noget for at udfylde hullet af manglende styrke, stabilitet og kropsbevidsthed, vil det potentielt medføre smerter eller skader over tid i en ensformig bevægelsespraksis som yoga'en er. 

Hvis du er den type, der virkelig elsker at gå super “dybt” i stillinger, kan du skærme dig mod ret mange skader ved hjælp af en overvægt af aktive stræk og styrke der øger kropsbevidstheden og følelsen af stabilitet.

Du kender måske følelsen af at skulle “pille dig selv ud” af en stilling? Så kan man sige at stillingen ejer dig, og du ejer ikke den. Du er gået forbi det område du har kontakt til og ind i dit passive område (hvor musklerne og bindevævet ikke er i stand til at hjælpe med at stabilisere og beskytte dine led).

Hvordan ser det ud, når en stilling udføres aktivt?
Det kan betyde, at du kun går så langt du kan, mens du holder dine muskler aktiveret - du arbejder basalt set imod tyngdekraften. Et eksempel på dette er spagat/Hanumanasana: at være i stand til at skubbe fra med fødderne og dermed løfte dine hofter fra jorden. 

Det er ikke fordi man aaaaldrig skal lave (dybe) stræk eller sjove stillinger - men når du gør det, er du gået systematisk til værks, så dine væv er forberedte på at klare de udfordringer, de står over for i yderpositionen (=modstandsdygtighed). Du har opbygget kapaciteten!

Synes du det her er spændende, og vil lære hvilke principper der er på spil så som S.A.I.D.-princippet og progressive overload, så afholder jeg en 25 timers efteruddannelse med netop det fokus: Justeringer og neuro-biomekanik. Her gennemgår vi både teorien og bruger en masse tid på, hvordan det implementeres i en yoga- eller bevægelsespraksis.

Og du kan læse mere om den HER.

Hanumanasana som passiv stilling